Københavns Havn, onsdag den 27. august 2014

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Københavns Havn, onsdag den 27. august 2014

Indlæg  Thomas Nielsen on Ons 27 aug 2014, 20:58

Vi var tre roere, Karin, Bjarne og Thomas, der lagde ud fra Hvidovre Havn. Her er der fine parkeringsmuligheder, betalingstoilet (husk en-kroner) og en kajakplatform. Vejret var helt perfekt til en Københavnstur, så vi roede over Hvidovrebugen i medvind og sol til Københavns Sluse ved Sluseholmen. Den roede vi igennem i medstrøm i fin stil og drejede til venstre ind i det nye byggeri ved Sluseholmen, hvor der er flere sejlbare kanaler. En svanefamilie kunne ikke lide Bjarnes kajak og hvæsede af den. Der var ikke problemer med Karin eller Thomas kajak, så måske kan den ikke lide orange kajakker? Herefter roede vi til Slotsholmen og roede om kap med turistbådene forbi Havmanden og Agnete. Både de to voksne og deres børn var på plads, men er noget overbegroet med tang.

Efter Slotsholmen roede vi til Nyhavn og ind under den kommende bro til Christianshavn. Der er kommet gang i byggeriet, så snart er der en gangbro over vandet. Efter et besøg i Nyhavn roede vi ind under det nye Skuespilshus og videre til Den Lille Havfrue, hvor vi tog det nærmest obligatoriske gruppebillede. Japanerne på land fik også foreviget os, så er du i Japan, så kig efter billeder af os! Herefter krydsede vi over havnen og roede til Kongeskibet, der lå ved Søværnets Bøje nr. 1. Vi trodsede forbudet og roede gennem den militære del af havnen med fregatten Peder Skram. Ved den anlagte sandstrand ved Christiania roede vi ind og spiste vores mad. 15 kilometer var roet og gennemsnitsfarten havde været lige under 6 km/t.

Efter frokost roede vi forbi torpedohallerne og ville ud i havnebassinet, men det var blokeret af en større pram med en kran på. Det er vist forberedelserne til endnu en gangbro, der er i gang. Selvom vi fik at vide, at vi ikke kunne ro igennem, var der dog plads til tre smalle kajakker, så vi kom da forbi prammen.
Så stod Christianshavn Kanal for tur og vi roede stille og roligt forbi alle de fortøjrede både og nød vejret. Selvfølgelig var der de typiske tilråb om at lave en grønlændervending - vi accepterede, hvis bådejerne lavede en først i deres sejlbåd. Så blev der stille. Ved enden af kanalen roede vi over havnen til Den Sorte Diamant for at komme i læ på tilbageturen.

Vi roede tilbage langs den vestlige del af havnen, hvor der var mindre vind. Vi passerede Sluseholmen igen. Strømmen var aftaget meget, så vi kunne ro igennem uden problemer. Tilbage ved Hvidovrebugten besluttede vi at tage den korteste linje tilbage - også selvom det blev i modvind. Det gik dog fint, og 5 timer efter start var vi tilbage til udgangspunktet.

Turen var på 27,0 kilometer og vejret var solskin med en syd-sydøstlig vind på 5-6 m/s.
avatar
Thomas Nielsen

Antal indlæg : 23
Registration date : 01/07/12
Geografisk sted : Viby Sjælland

Vis brugerens profil http://www.kajakgal.dk

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum